Jeg har netop afsluttet min læsning af bogen “Sådan tænker en islamist”, skrevet af den tidligere islamist Yaqoub Ali, en læsning som har været en interessant og bekræftende læsning.

Interessant, fordi bogen giver et informativt, nuanceret og erfaringsbaseret indblik i det islamistiske miljø. Bekræftende, fordi jeg kan genkende udtalte paralleller til egne erfaringer og observationer med ekstremisme hos Jehovas Vidner og visse kristne frikirker.

Gennem min læsning af bogen, fra først til sidst, har det for mig været slående, hvordan det at være troende, hvad enten der er tale om islamisten eller et Jehovas Vidne, grundlæggende vokser ud af den samme matrix.

Det handler ikke om, hvad man tror på, men:

• Hvordan man tror/er troende,
• Hvordan man betragter andre mennesker,
• Hvordan man ser på det samfund man lever i.

Fordi,

• Den tro man har er sandheden,
• Det er en sandhed der ikke er til diskussion,
• Den der ikke ejer/underlægger sig denne sandhed er ond/skadelig.

Et begreb, som Yaqoub Ali ikke nævner, men som hans bog på slående vis, redegør for, er “teokratisk krigsførelse”, som også kendes fra Jehovas Vidner. Teokratisk krigsførelse dækker over den omstændighed, at det ud fra givne præmisser er tilladt for den troende i varierende grad at lyve og manipulere, hvis det som formål har at forsvare troen eller fremme troens udbredelse.

Det er vanskeligt ikke at læse Yaqoub Alis bog uden at hans beskrivelser og advarsler leder ens tanker hen mod den udbredelse islamismen har opnået i fx England, og de konsekvenser det allerede nu har i den engelske samfund.

Yaqoub Alis bog er absolut læseværdig og jeg kan klart anbefale at læse den, hvis man ønsker et indblik i og en forståelse af, hvilke udfordringer islamismen udgør og i hvilken retning islamismen søger at påvirke og ændre samfundsudviklingen.

Under min læsning har bl.a. disse overvejelser gjort sig gældende:

• At vi som samfund har behov for en fornyet debat, på baggrund af de tanker, som Frederik Vad fremførte, da han fra Folketingets talerstol præsenterede ‘den tredje erkendelse’.
• At vi som samfund ikke har taget eller tager truslen fra islamismen alvorligt nok.
• At flere ‘almindelige’ muslimer kommer til orde og lægger afstand til islamismen.
• At vi som samfund tilstræber, at vi i debatten om islamisme og integration ikke lader de yderste positioner i det politiske spektrum tage patent på, hvordan debatten skal foregå eller fastlægge ukritiske forhåndskonklusioner.
• At medierne påtager sig deres andel af ansvaret ift. ovenstående, så der i stedet for polarisering skabes grundlag for indsigt i de udfordringer og problemer, som islamismen er bidragende til.
• At vi som samsamfund (Lovgiver) begynder at handle, så der sker både forebyggelse og samtidig, at uønsket påvirkning/adfærd får konsekvenser