Værdigrundlag

Jeg vil her præsentere fire centrale elementer som kendetegner min praksis og rådgivning i almindelighed, men i særdeleshed i forhold til arbejdet omkring mennesker som er i konflikt med deres religiøsitet eller religiøse baggrund.

To grundlæggende antagelser som er gennemgående ved min praksis er for det første, at mennesket af natur er et socialt væsen. For det andet, at det er en iboende egenskab ved mennesket at det er meningssøgende, at det ikke kun søger en overordnet mening med tilværelsen, men også at det er menings­søgende i det daglige livs aktiviteter, at tilværelsen skal være sammenhængende for at være tilfredsstillende.

 

Mennesket som ”socialt væsen”

Betragtningen af mennesket som et socialt væsen inkluderer foruden den opfattelse at oplevelsen af følelsesmæssig samhørighed med andre mennesker er et grundlæggende vitalt behov også den anskuelse, at mennesket socialt har et behov for (socialt/kulturelt) oplevelse af samhørighed med ligesindede. Det er gennem fællesskaber at mennesket næres og udvikles, det er i fællesskaberne at mennesket oplever mening og sammenhæng mellem sig selv og andre.

Det er afgørende for ethvert menneskes psykiske og fysiske velvære, at det har mulighed for at opretholde en social kontakt og kommunikation med andre mennesker, at den er umiddelbar forståelig for det enkelte individ. Hvis det enkelte individ ikke har mulighed for at dele sine oplevelser og følelser med andre vil det skade individets muligheder for at fungere socialt. Udsættes et menneske for isolation, hvad enten den er social, kulturel, fysisk eller følelsesmæssig isolation, kan det medføre psykiske skader.

 

Mennesket som ”meningssøgende væsen”

Når der tales om at det er en iboende egenskab ved mennesket at det er meningssøgende betyder det ikke meningssøgende i religiøs, åndelig eller spirituel forstand, men det udelukker ikke at det kan være inkluderet i den måde som det meningssøgende kommer til udtryk hos et individ. Meningssøgende skal her opfattes i bredeste perspektiv. Meningssøgende indeholder i denne sammenhæng forestillingen om at noget, det er søges eller opfattes som meningsgivende, er ”behovsopfyldende, med efterfølgende følelse af velvære, eller opretholdelse af følelse af velvære”, samt en stræben efter det konfliktløse, hvor modsætninger er i balance eller gensidigt afstemt.

Det meningssøgende kan inddeles i to hovedområder: (a) fysiologiske og sociale behov, samt (b) psykologiske og intellektuelle behov.

At noget er meningsgivende betyder, at det tilgodeser og/eller opfylder individets behov. Det meningsløse omfatter det som forhindrer eller fratager individet dets muligheder for behovsopfyldelse eller det som nedbryder noget allerede menings­givende eller forudsætninger herfor.

Forestillingen om et ”religiøst” behov hos mennesket, at anskue mennesket som et ”religiøst” væsen, betyder ikke at mennesket som væsen har et specifikt eller immanent behov for at tro på noget guddommeligt, et guddommeligt eller overmenneskeligt væsen. Når der i denne kontekst tales om noget ”religiøst” eller et ”religiøst behov” hos mennesket er det i betydningen behovet for noget ”at tro på”, hvor ”at tro på” er udtryk for en tillidsrelation, at individet i forhold til ”det man tror på” har en grundlæggende følelsesmæssig tillid til dette.

Hvad der i sidste ende af det enkelte individ gøres til genstand for ”et religiøst behov”, det som tilgodeser behovet for et overordnet perspektiv, en forklarings­model for virkeligheden og forholdet mellem årsag og virkning i bredeste forstand, behøver ikke nødvendigvis at være begrænses til et guddommeligt eller over­menneskeligt objekt. Der kan med lige så stor berettigelse peges på fx politiske ideologier eller videnskabelige forklaringsmodeller som gyldige objekter for et ”religiøst” behov.

 

---

 

I samspil med ovenstående er synliggørelse og anerkendelse to centrale temaer i forbindelse med ([social-]religiøs) afvigelse og ([social-]religiøs) afvigere. Disse temaer er nødvendige forudsætninger for at kunne udarbejde og implementere bæredygtige (og ’målrettede’) udviklingsforløb, hvad enten der er tale om enkelt­personer, grupper eller institutioner.

 

Synliggørelse

Synliggørelse handler om ’at lade noget træde frem’, ’at lade noget blive synligt’, og i videre forstand, at arbejde for ’at lade noget blive lagt mærke til’, ’at lade noget blive set’. I endnu videre forstand handler det om ’at lade noget ’træde i eksistens’, at lade noget træde ud af anonymitetens rækker og lade dette noget vedgå sig ansvar og skyld. Synliggørelse er i denne sammenhæng ikke et spørgsmål om bekendelse, men om erkendelse (over for sig selv).

Forudsætningen for at løse en konflikt er at man vedkender sig dens eksistens, og efterfølgende bliver sig bevidst om hvad det er der giver næring til konflikten.

Når synliggørelse er nødvendig er det fordi, det er dét vi ser (eller hører) vi forholder os til, også i de tilfælde hvor vi ikke ved hvad det konkret er vi ”ser” eller ”hører”, handler eller reagerer ubevidst på ”fornemmelser”, på grundlag af følelser.

Ifølge den almene hverdagslogik er det en udbredt opfattelse at følelser, herunder negative følelser, er et indre anliggende. Mange antager (ubevidst), at andre har ansvaret for deres følelser, de følelser som vækkes i os. Men når der fx opstår en konfliktfyldt situation eller hændelse, som bringer følelser i spil, så er disse følelser en kombination af, hvad vi oplever, hvordan vi fortolker det oplevede og endelig det værdisæt vi er opdraget med.

I forbindelse med den pædagogiske rådgivning vil den del der vedrører synlig­gørelsen have sin primære opmærksomhed på relationerne mellem personer, personer og grupper, og personer/grupper og omverdenen.

Synliggørelsen vil fx betone:

·     hvad er det jeg ser:
- Hvad der det der fanger min opmærksomhed?
- Hvad er det der fastholder min opmærksomhed?

·     hvad er det jeg gør:
- Hvordan handler jeg nu?
- Hvordan vælger jeg at handle fremover?

 

Anerkendelse

At anerkende noget betyder egentlig noget i retning af, at ’erkende som værende gyldig’. En af forudsætningerne for at kunne indgå i relationer med andre mennesker, og dermed være i stand til at kunne danne og oprethold et billede af os selv, hvordan vi opfatter os selv som individer, er at vi ikke blot bliver mødt med anerkendelse, men også at vi møder andre med anerkendelse.

Den tyske filosof Alex Honneth taler om tre former for anerkendelse:

·     følelsesmæssig anerkendelse

·     retslig anerkendelse

·     social anerkendelse

Den følelsesmæssige anerkendelse af ikke blot egne behov, men også ”den konkrete anden”’s udgør selve forudsætningen for at man kan indgå i og opretholde en intersubjektiv relation, udfoldelse af kærlighed og venskab.

Den retslige anerkendelse vedrører anerkendelsen af ”den konkrete anden”’s evne til autonome moralske handlinger, individets ret til at udfolde sine grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi.

Den sociale anerkendelse indebærer en anerkendelse af individet som medlem af fællesskabet og som et særegent individ, en anerkendelse af inidivdet som en positiv bidragyder til gruppen, fællesskabets eller samfundets organisering.

Anerkendelse omfatter eller er forbundet med det at blive set, hørt og forstået. Det er ligeledes forbundet med respekten over for at andre kan være forskellig fra en selv, at lade andre individer være de personer de er, lade dem havde de meninger og oplevelser de har.